10 gode råd til Præsentationsteknik fra MBK A/S

Vores dygtige erhvervspsykologer og erhvervskonsulenter kommer her med 10 gode råd til den perfekte præsentation!

1# - Forbered dig

Du skal forberede dig, uanset hvor dygtig du er til at lave præsentationer og uanset, hvor godt du kender dit emne. De præsentationer, der virker mest improviserede, er normalt de mest gennemarbejdede. Gode præsentationer består af 100 % forberedelse + 10 % improvisation. Du kan meget bedre gribe det, der opstår undervejs i din præsentation, hvis du er godt forberedt og også har overvejet over hvilke spørgsmål og indvendinger, der kan komme fra tilhørerne.

2# - Forbered en god start

God præsentationsteknik indebærer at du ved, hvordan du kommer godt fra start. Starten lægger kimen til den energi og interesse, der skal bære din præsentation. Der er mange muligheder for en fængende start. Det kan være et sigende citat, et relevant spørgsmål eller en god historie. Starten skal relatere sig til indholdet i din præsentation. Allerbedst er det, hvis du kan lave en fængende start, der samtidig fortæller dine tilhørere, hvad de får ud af at høre på din præsentation, og hvorfor de skal lytte til den.

3# - Gør din præsentation visuel og involver dine tilhørere

Når du laver en præsentation, skal du sørge for at fremlægge dine budskaber visuelt. Det som dine tilhørere har set, husker de langt bedre. At se en masse tekst er ikke visuelt og huskes ikke. Men hvis du viser dine tilhørere noget – eller får dine tilhørere til selv at forestille sig noget visuelt, kan de meget bedre huske det.

Dine tilhørere husker også meget bedre det, de har forbundet med sig selv og har følelser for. Vi kan f.eks. alle huske, hvor vi var den 11. september 2001, fordi vi alle blev følelsesmæssigt involverede. Gode historier, som du kan lide at fortælle og som tilhørerne kan relatere til sig selv, kan også gøre din præsentation mere levende og visuel.

Du kan også bruge spørgsmål til at involvere dine tilhørere. Planlæg hvilke relevante spørgsmål, du vil spørge dine tilhørere om, og hvordan du vil involvere dem.

4# - PowerPoint kan nemt stjæle din power

Dine tilhørere husker bedst det, de har set, men en masse tekst på PowerPoint er ikke visuelt og huskes ikke. PowerPoint er et rigtig godt hjælpemiddel, hvis dit emne er meget visuelt (hvis du f.eks. skal fortælle om kunst eller vise fotos fra naturen), men PowerPoint kan nemt blive en dræber med for mange lange faglige tekster. Brug billeder og tal ud fra dem. Beskær din tekst – dine tilhørere kan alligevel ikke både læse og lytte samtidig. Få hellere dine tilhørere til at forestille sig noget visuelt eller tegn og skriv på flipover og whiteboard.

5# - Hav hjertet med i din præsentation

God præsentationsteknik skabes fra hjertet. Du skal altid overveje, hvad dit budskab er. Hvorfor er det vigtigt for dig, at fortælle det? Hvorfor er det vigtigt for dine tilhørere at vide det, du vil fortælle dem? Dine tilhørere skal kunne mærke engagementet hos dig – ellers kunne de bare have set en film eller læst en bog om det. Mennesker elsker at mærke og blive inspirerede af andre menneskers lyst, tro og engagement.

6# - Gør det komplicerede enkelt og konkret

De fleste specialister og fagpersoner er dygtige til deres fag. Jo længere du har arbejdet med et emne, jo mere specialviden har du. Men din store viden kan blive et problem – især hvis dine tilhørere ikke er specialister indenfor emnet.
Mange af os har oplevet en nyuddannet slynge om sig med fagudtryk for at puste sig op. Men hvis du blærer dig med en masse fagudtryk og uforståelig viden mister du dine tilhørere.
God præsentationsteknik handler om at formidle enkelt og forståeligt, så dine tilhørere kan koble det du siger og viser, sammen med den viden de allerede har.
Det de husker, er det de kan forbinde med egne erfaringer og det, der vækker deres følelser. Det logiske huskes også bedst, hvis det kan kobles til tilhørernes egne erfaringer.
En god præsentation indeholder gode eksempler, som tilhørerne kan relatere sig til.

7# - Præsentationsteknik og kropssprog

Din præsentation understreges, forstørres og formindskes af din mimik, dine bevægelser, dine betoninger og din udtalelse. Men de færreste er særlig bevidste om deres kropssprog. Ved hjælp af feedback og ved at filme dig selv, kan du lære mere om dit eget kropssprog og arbejde henimod, at det matcher og understøtter dit budskab.

8# - Fejl og lær

Hvis du aldrig fejler, tager du ikke nok chancer og bliver aldrig rigtig god til at præsentere. Alle som præsenterer fejler af og til – også dig. Det sker for os alle sammen, og det eneste der sker ved det er, at du lærer noget nyt. Du dømmer dig selv i langt større grad end andre dømmer dig. Vi mennesker kan lide andre mennesker, som heller ikke er perfekte – hvis du viser sårbarhed, forbinder du dig på et dybere plan med andre mennesker.

9# - Lav en slutning, der huskes eller skaber handling

God præsentationsteknik indebærer, at du har planlagt en god slutning. Det er vigtigt, at du bruger tid på at forberede din afslutning. Hvad vil du med din afslutning? Du kan f.eks. opsummere din præsentation, du kan skabe motivation i forhold det videre forløb eller f.eks. lave aftaler om handling, der udspringer af din præsentation. Hvis I aftaler handling, skal du sørge for, at alle er klar over, hvem der gør hvad og hvornår efter din præsentation: Hvem gør hvad hvornår?

10# - Undgå at blive autopilot i et hamsterhjul

Hver gang er unik. Lad være med at holde en præsentation på en mekanisk måde, selvom den er velkendt for dig. Sørg for at være tilstede og inspirer, så dine tilhørere bliver inspirerede. Selvom du skal holde din præsentation med det samme indhold mange gange, vil der altid være nye unikke mennesker med nye spørgsmål og behov.

Find ud af hvem disse mennesker er. Ring og spørg til deres behov og mål inden, hvis det er muligt. Find ud af hvilke eksempler, der er gode for dig og dem. Find ud af, hvordan du kan tilpasse din præsentation, så den bliver brugbar for netop disse mennesker.

MBK tilbyder 3-dags kursus i Præsentationsteknik

MBK tilbyder 2-dags kursus i præsentationsteknik

MBK tilbyder 1-dags kursus i præsentationsteknik

MBK tilbyder 2-dags kursus i præsentationsteknik på engelsk

15585

Tilmeld vores nyhedsbrev

MBK A/S er Danmarks bedst evaluerede kursusvirksomhed og nr. 1 i kategorierne "Karriere og Uddannelse" og "Konference, Kursus & Mødelokaler" på Trustpilot.

 

Du kan altid afmelde dig vores nyhedsmail via mail@mbk.dk eller www.mbk.dk/persondata.